Unika X skruer op for tempoet

I Arla Unikas laboratorium, kaldet Unika X, opfindes helt nye, unikke oste og andre mejeriprodukter for at løfte dansk mejeri til nye højder. Nu skærpes samarbejdet med toppen af dansk gastronomi. ”Kokkene er de ypperste madfortolkere, så vi kan ikke forestille os bedre samarbejdspartnere,” siger Arla Unikas chef.

Unika X er Arla Unikas eksklusive linje af mejeriprodukter, som bliver skabt i samarbejde med kokke over hele Danmark. Nu intensiveres samarbejdet yderligere, så der kommer flere oste ud af processen. Fremover vil mindst fire nye, små ostebørn blive skabt årligt.

”Unika X leverer unikke oste, som ikke kan ses magen til andre steder. Det handler om smagen, duften, udseendet og konsistensen. Glæden ved at se og opleve noget helt unikt,” siger Alex Racoveanu, der er chef for Arla Unika.

Dermed kan restaurantgæster forvente flere oplevelser som whiskyosten Drunken Dog, en omvendt skimmelost som Kovending eller ostetrøflen Karamel Sten.

Derfor bliver Unika X-oste også fremover pakket ind i simpelt hvidt papir, så fokus er på duften, smagen og det unikke i en frisk, nyopfundet ost.

”Det handler om at signalere, hvad det vigtigste er. Smagen,” siger Alex Racoveanu. Hidtil har designet og brandet papir omfavnet ostene.

Hver uge kører Arla Unikas ostebil rundt til gourmetrestauranter i hele landet. Her leverer de helt særlige oste i eksperimentalfasen, som kokkene så kan lege med, give tilbagemelding på og være med til at videreudvikle.

Kan man lave en ost med skimmel udenpå? Eller hvordan giver vi osten en anden konsistens?

Et af de seneste eksempler på denne proces er en ostecreme, der er lavet ud fra den klassiske Unikaost Gammel Knas. Den har kokkene smagt på og brugt, hvorefter de har givet input tilbage til teamet bag Unika X, der opfinder nye oste.

Nu er der flere af den slags unikke produkter på vej.

Kokkene er de ypperste madfortolkere

Når produktet har været i Unika X i en periode, lever en del af dem videre og kommer over i Arla Unika.

”Når et Unika X produkt er færdigtestet, flytter vi det fra de helt små kar til de lidt større. Hermed transformerer vi Unika X oste til Arla Unika oste,” siger Alex Racoveanu.

Unika X rummer både de første pilotforsøg på et produkt, hvor kokkene bliver spurgt til råds, og det faste Unika X sortiment. Det faste Unika X sortiment tæller både køkkenbordsproduktioner og produkter, som testes af toprestauranter i længere perioder.

”Kokkene er de ypperste madfortolkere, og sammen kan vi skabe madmagi. Unika X er vores innovationsværksted. Det er herfra, udviklingen udspringer,” siger Alex Racoveanu.

Essens bliver igen en del af Unika

Samtidig med at Unika X-samarbejdet skærpes, kommer Essens-produkterne tilbage til Unika-familien. Essens er blandt andet kefir, fløde og mælk i en helt særlig kvalitet.

”Essens er et gastronomisk mejerikoncept, der udspringer af Arla Unika og bygger videre på ambitionen om at løfte mejeri til nye højder. Derfor hører det naturligt til hos os,” siger Alex Racoveanu.

Udvalgte Unika X-produkter kan også købes i Unikas egne butikker i København og Aarhus.

Læs mere her

For yderligere oplysninger, kontakt:

Line Holmen, Brand Manager, Premium, hos Arla Unika, på tlf. 7643 4546 eller e-mail Line.Holmen@arlafoods.com

Arla Unika

I 2002 gik flere kokke i medierne og stillede Arla spørgsmålet: ”Hvor er mangfoldigheden og den unikke smag i Arlas produkter?”
I første omgang forstod vi ikke helt kritikken. For er det ikke en kvalitet, når forbrugeren får den samme smag hver gang? Er det ikke det, der kendetegner en mærkevare?
Kokkene fastholdt kritikken. Vi lyttede, og med afsæt i det nye nordiske køkken påbegyndte vi en læringsrejse med kokkene. Det blev startskuddet for Arla Unika.
Arla Unikas produkter er udviklet i samarbejde med passionerede mejerister, eksperimenterende produktudviklere, dygtige kokke og nytænkende iværksættere. Det er i det samarbejde, vi finder inspiration og kompetencer til at udvikle nyskabende mejeriprodukter på højeste gastronomiske niveau.
Sammen får vi ideerne, fejler os frem, bliver inspireret og prøver igen og igen. Indtil vi har skabt et Unika.
Formålet for Arla Unika er i dag, som det var i 2002, da vores læringsrejse startede. Vi vil løfte mejeri til gastronomisk verdensklasse i samarbejde med toppen af gastronomien.
Vi kalder vores mission for Nye Højder. Det når vi med vores tre produktserier; Unika X, Arla Unika og Essens fra Arla Unika.

Alle artikler