Havarti

Havarti er en fast ost, der har sin oprindelse i Danmark. Den er kendt for sin glatte tekstur med små, ukurante huller, en cremet mundfølelse og en mild, men markant smag samt en hvidlig til lysegul farve.

Osten blev først fremstillet i starten til midten af det 19. århundrede og er senere blevet opkaldt efter Havarthigården i Holte til ære for ostepioneren Hanne Nielsen, som er personen bag den velkendte Danablu.

Havarti er kendt på tværs af generationer for dens harmoniske, milde og let syrlige smag. Den er blød, cremet og porøs i sin mundfølelse trods sin faste konsistens. Der findes dog forskellige afskygninger af Havarti; varianter, der er mere aromatiske og sødlige i smagen med noter af frugt og nødder, når de får lov at modne i længere tid. Konsistensen bliver ligeledes mere porøs og smuldrende, samtidig med at der dannes knasende krystaller ved modne Havarti-oste.

Havarti er formentlig lavet efter inspiration fra de tyske "tilsiter"-oste tilbage i 1921. Det tog dog omtrent 30 år, før osten i 1950’erne oplevede stor popularitet, som steg støt indtil 1970'erne, hvor den blev Danmarks vigtigste eksportost.

I dag har Havarti opnået BGB-beskyttelse (beskyttet geografisk betegnelse).


Hvad er Havarti?

Havarti fremstilles bl.a. på Nr. Vium Mejeri. Efter indvejning opvarmes mælken og tilsættes en syrekultur og løbe, der får mælken til at koagulere. Når ostemassen har sat sig, skæres den ud og røres forsigtigt for at frigive valle og danne mindre ostekorn. Ostekornene fiskes herefter op af vallen, samles i forme og presses til det sidste af vallen er fjernet.

Efter presningen får osten lov at modne i nogle uger, hvor den typisk opbevares ved en temperatur på 13-15°C og med en luftfugtighed på omkring 90%. Denne modningsproces er særdeles vigtig, da den er med til at udvikle ostens karakteristiske smag og tekstur.

Man forbinder ofte Havarti med den lille runde flødehavarti, som har en karakteristisk mild smag og meget cremet mundfølelse. De mere modne varianter af osten får en fastere og let smuldrende konsistens, og den milde smag bliver afløst af en dybere aromatisk og karakteristisk smag.

Gammel Knas, Arla Unikas nyfortolkning af den klassiske Havarti, er skabt med en ny affinageteknik, hvor ostene modnes anaerobt, altså uden ilt, i minimum 24 måneder. Under den langvarige modningsproces udvikler Gammel Knas en fin balance mellem det søde, fede og syrlige, samtidig med at der dannes knasende sprøde krystaller. Dette giver Gammel Knas sin karakteristiske smag og struktur, hvor ostens sødme, syre og fedme får modspil fra de sprøde krystaller. Selvom navnet kan henlede ens tanker på en stærk ost, er Gammel Knas ikke stærk, men har en helt særlig behagelig smag og intensitet.


Karakteristika

Havarti er en harmonisk ost med en mild, men alligevel karakteristisk smag og en let syrlig eftersmag. Den har en fast og cremet konsistens, der kan tangere til det porøse og let smuldrende for de mere modnende varianter. Her kan også opstå de karakteristiske, knasende krystaller som et modspil til ostens cremede struktur og mundfølelse.

Smag

Osten har en mild smag med en let syrlig eftersmag. De mere modnede udgaver har en mere intens smag.

Udseende

Havartioste har en lys, gul farve og en tæt struktur med små, ukurante huller. Afhængigt af, hvor længe osten er modnet, kan den have tydelige proteinkrystaller.

Ostetype

Havarti er en fast ost. Osten er en fisket ost, hvor ostekornene fiskes op fra vallen og fordeles i forme.


Serveringsforslag: Sådan kan du bruge Havarti

Havarti er mere end den velkendte røde, runde flødehavarti. En mere moden Havarti kan både bruges på brød, i pasta og salater, eller på ostebordet. Brug osten som umamiboost i kolde og varme retter: smuldret over en salat, eller lad den smelte ovenpå pasta, i tærter eller på en varm baguette. Den søde, syrlige og fede smag kombineret med de sprøde krystaller tilføjer både smag og tekstur i køkkenet.

På ostebordet er en modnet Havarti et velsmagende indslag, der også bidrager med forskellighed i tekstur og smag på ostebordet. Bryd osten i mindre stykker med spidsen af en skarp kniv.