Sandkage med brunet smør, blåbær og Den Hvide Dame

4 portioner Forberedelsestid: 2 t., Tilberedningstid: 1 t.

Ingredienser

Sandkage

150 g Saltet Smør

100 g Årstidsmælk

2 æg

180 g sukker

3 dl hvedemel

10 g vaniljesukker

10 g bagepulver

Rårørte blåbær

3 dl blåbær

135 g sukker

40 g fennikelpollen

Den Hvide Dame-creme

500 g Årstidsmælk

4 æggeblommer

100 g sukker

200 g Den Hvide Dame

72 g majsstivelse

10 g salt

½ citron

Den Hvide Dame er en hvidskimmelost med en lidt federe karakter og en rund, elegant smag. Denne dessert kan nemt forberedes i god tid, inden gæsterne kommer.

Opskriften er udviklet af Sebastian Sterninger.

Tilberedning

Sandkage

  1. Tænd ovnen på 175°C.
  2. Smør en aflang form, der kan rumme ca. 1 liter.
  3. Brun smørret i en gryde ved middel varme. Gem ½ dl i en skål til pensling af kagen ved servering. Tilsæt mælken til resten af det brunede smør.
  4. Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps. Bland mel, vaniljesukker og bagepulver og vend i æggesnapsen. Tilsæt herefter smørblandingen.
  5. Hæld dejen i formen og bag kagen i midten af ovnen i ca. 35 minutter. Test om kagen er færdigbagt med en kniv. Lad kagen køle af i formen. 

Rårørte blåbær

  1. Kog halvdelen af blåbærrene op med sukkeret.
  2. Kom derefter resten af bærrene og fennikelpollen i gryden og tag af varmen. Lad de rårørte bær køle ned. 

Den Hvide Dame-creme

  1. Varm mælken ved middel varme i en gryde til den begynder at koge. Tag gryden af varmen og tilsæt osten i mindre stykker. Rør rundt og lad mælken stå og trække med osten i 5-10 minutter.
  2. I en skål piskes æggeblommerne med sukkeret til blandingen er lys og luftig. Tilsæt herefter majsstivelse til æggeblandingen. Pisk det hele godt igennem for at undgå klumper.
  3. Hæld langsomt den varme mælk over æggeblandingen mens du pisker grundigt for at undgå, at æggene koagulerer. Dette er vigtigt for at få en ensartet creme.
  4. Hæld nu hele blandingen tilbage i gryden og varm den op ved middelhøj varme, mens der fortsat piskes for at forhindre, at creme brænder på eller begynder at klumpe. Cremen vil blive tykkere og begynde at boble. Vær forsigtig, mens du pisker, og fortsæt til cremen er tyk og ensartet. Når cremen er blevet tyk, tages gryden af varmen.
  5. Si cremen gennem en finmasket si for at fjerne eventuelle klumper. Hæld cremen i en skål og dæk med plastfolie helt nede ved cremens overflade for at undgå, at den danner hinde. Sæt cremen på køl i minimum en time.
  6. Tilsæt saften fra en halv citron til den afkølede creme og pisk den luftig. Kom den færdige ostecreme i en sprøjtepose og gem på køl indtil servering.

Anretning
Skær skiver af sandkagen og pensl med brunet smør. Anret på en tallerken med rigeligt af de rårørte blåbær og Den Hvide Dame-creme. Servér kagen med det samme.

Tips fra kokken
Hvis det ikke er muligt at få fat i friske blåbær, kan andre bær i sæson også bruges, ligesom bær fra frost også fungerer fint. Både kagen, bærrene og ostecremen kan forberedes i god tid og kan opbevares på køl frem til anretning.


Ældre indlæg Nyere indlæg