Drunken Dog Troldhede Mejeri

Fås kun i Arla Unika butik

Drunken Dog

Den klareste stjerne på den nordlige himmel er Sirius, en del af stjernetegnet Store Hund. Sirius lyser nattehimmelen op og viser vej. Kilder fra oldtiden beskriver stjernen som rødlig og den blev sat i forbindelse med sommerens varmeste dage, hundedagene.

Drunken Dog er en videreforædling af Sirius – vores dehydrererede treenighed af rødkit, blå- og hvidskimmel, fremstillet på Troldhede Mejeri. Sirius er en rustikt udseende ost med en hvidlig overflade der, ligesom beskrivelserne af stjernen i oldtidens kilder, har et rødligt skær. Osten er en balancekunst i det rette smagsforhold mellem skimmelkulturer. Smagen af blå- og hvidskimmel kommer gennem en indledende modning af osten. For at holde modningen af de to skimmelkulturer i ave, dehydreres Sirius på et køligt ostelager, hvor den taber omkring 20 % af sit vandindhold og får sin karakteristiske, faste struktur. Samtidig viskes ostens ydre i rødkit, som giver Sirius sin rødlige nuance.

Efter endt modning og dehydrering druknes Sirius i Staunings Young Rye whiskey. Young Rye gør Sirius’ skorpe knasende sprød og tilføjer nye smage og aromaer af tropisk frugt til osten – en Drunken Dog opstår.

OPBEVARING

Opbevar ostene i det medfølgende vokspapir. Gnalling dog i det pergamentpapir den leveres i eller madpakkepapir. Opbevar fortrinsvis ostene nederst i køleskabet, hvor der normalt er koldest.

TEMPERERING

Ved at lade ostene temperere inden du skal spise dem, så får du en mere nuanceret og koncentreret smags-oplevelse. Tag ostene ud af køleskabet en times tid før de skal spises. Jo hårdere osten er, jo længere tid skal den bruge på at varme op. Når du tempererer ostene, så placér dem under et hårdt opvredet viskestykke, så de ikke tørrer ud.

RÆKKEFØLGE

Følg princippet om at starte med de milde oste og afslutte med de mere kraftige oste. Smag efter hvor modne ostene er og placer herefter ostene i en smagsmæssig rækkefølge før servering.

AFFINAGE

Ostene modner over tid så følg deres udvikling og oplev, hvordan tiden påvirker ostenes duft, smag, udseende og konsistens.

Skær Drunken Dog ud i passende små lagkagestykker. Skorpen spises med for at få et kontrastfyldt og mere intenst smagsindtryk.

Vidste du at

Drunken Dog under tørring smider omkring 1/5 af sit vandindhold? Salten fordamper ikke, men bliver i osten, der får en relativt højere saltkoncentration. Salten er blandt andet med til at fremhæve smagen i osten. Giv ostens rødkit, hvid- og blåskimmel modspil med en frugtvin rig på sødme og krydrede noter.

John Gynther John Gynther Ostemand

"Min drøm er, at vi via samarbejdet med toprestauranter kan skabe en øget interesse for ost, så forbrugere vil drøfte smagsnuancer på gode oste på samme måde, som vi i dag gør det på vin.”

Næringsindhold

Næringsindhold pr. 100 g:
  • Drunken Dog
  • 558 kcal
    2304 kJ
    Energi
  • 55 g Fedt
  • 35 g Mættet fedt
  • <0.5 g Kulhydrater
  • <0.5 g Sukker
  • 17 g Protein
  • 1.8 g Salt